Den multikulturelle skole er en dårlig idé

381c20121024 121006 6 1000x666we Den multikulturelle skole er en dårlig idé

Forestillingen om multikulturelle skoler baseres på en ide om, at elever er bærere af kultur og tilhører forskellige fællesskaber. På Blågård Skole skulle der således gå arabiske, somaliske, italienske og danske børn, samt mange flere. Disse elever skulle hver dag bære deres kultur med i skolen. Der vil således i et klasseværelse være øer af danske børn, arabiske børn osv. Forestillingen om en multikulturel skole kan så modsvares med indførelsen af multikulturel pædagogik, hvor disse kulturelle øer får en plads i undervisningens indhold og hvor kulturmøder skal lære eleverne at acceptere og tolerere hinanden.Slogans som ‘kendskab skaber venskab‘ og min ‘kultur – din kultur‘ hører denne pædagogik til. Via undervisning forsøger man at arbejde sig ud af passiv sameksistens og fokusere på at skabe dialog mellem de kulturelle grupper. Eleverne fastholdes dog stadig i denne tænkning som tilhørende én kultur. Det multikulturelle bliver i den forstand pluralistisk monokulturalisme.Idealet bliver at danne multikulturelle mennesker, der formår at leve på grænsen mellem kulturer. Man forestiller sig at elever, der tilegner sig den multikulturelle identitet vil være i stand til konstant at forhandle sig frem til nye måder at betragte virkeligheden på. En forestilling, der ufravigeligt er sammenhængende med en ide om kulturrelativisme, hvor alt er kulturelt, og alt kulturelt er ligeværdigt. Eleverne lærer, at der ude i den store verden findes en ubestemmelig forskellighed og at værdier er relative.Plural monokulturalisme og kulturel relativisme kan i ekstrem grad føre til, at alt anses for lige godt – eller ligegyldigt. Dette fører til det multikulturelle paradoks. Det multikulturelle paradoks handler om det problematiske i at balancere, teoretisk, praktisk og retsligt mellem en insisteren på menneskelig enhed og lige rettigheder for alle på den ene side og retten til kulturel forskellighed på den anden side.Hvor går grænsen for tolerancen?Det omhandler i en skolekontekst ofte diskussioner om rettigheder i forhold til særskilte hensyn til minoriteter i skolen. Det kan fx være diskussioner om skolens badeforhold, retten til modersmålsundervisning, inklusion af eid og ramadan i skolernes feriekalender og kampe for bederum på skolerne.Her findes der heldigvis pragmatiske løsninger. Men det multikulturelle paradoks kan fx også handle om kvindelig omskæring, børneprostitution og homofobi, der forsvares som kulturelle og religiøse traditioner og værdier. Så længe sådanne kulturelle og religiøse traditioner og værdier opholder sig pænt indenfor afgrænsede kulturelle enheder udgør de, i og for sig, også kun et problem for dem, det går ud over.Det er ikke en gang sikkert, at omskæring, børneprostitution og homofobi forstås som kulturelt betinget af de, der udfører det. Det anses måske snarere for at være naturlige reaktioner på naturlige fænomener. Kultur gør blind? Men hvordan skal elever, der er ved at danne sig til multikulturelle mennesker og som derfor står med et ben i hver verdensforståelse navigere i de mange, og nogle gange meget afvigende, virkelighedsforståelser? Skal egne og andres kulturelle blindspots accepteres, tolereres eller udfordres?Mulighed for at definere vores egen kulturI mine øjne medfører forsvaret for multikulturelle skoler og ideen om kulturrelativisme, at skolerne får svært ved at danne myndige personer, der kan reflektere over egne og andres virkelighedsforståelser.Hvis ikke vi får eleverne til at forholde sig etisk og moralsk til måder at indrette og forstå vores liv og samfund på, kan man hævde, at multikulturel pædagogik nok kan give dem indsigt i kulturelle forskelle, men ikke kompetencer til at forholde sig til væsentlige værdispørgsmål. I så fald bidrager undervisningen til at reproducere forskelle, i stedet for at overkomme dem.Når man ikke udfordrer elevers måder at bevare og udvikle deres kultur på, risikerer man at lukke disse elever inde i deres kultur – forstået på den måde, at tolerance og respekt for gruppens traditioner og perspektiver kan forekomme på bekostning af elevens mulighed for at danne nye perspektiver, bevæge sig i sin kultur eller bryde ud af den.Sådan undervisning kan bidrage til legitimering af kultur-intern diskrimination og overgreb, og den kan medføre en indirekte form for forskelsfikseret kulturel racisme, hvor kulturelle barrierer opbygges i stedet for at nedbrydes. Enhver kan forputte sig i egen kulturelle praksis og henvise til kulturelle rettigheder og tolerance, uden for alvor at tilnærme sig den anden.Den interkulturelle skoleHvad kan vi så erstatte den multikulturelle skole og pædagogik med? I mine øjne skal vi tænke kultur og pædagogik på en hel anden måde. Jeg er fortaler for det, man kunne kalde den praksisorienterede interkulturelle pædagogik.Den tager udgangspunkt i et dynamisk og komplekst kulturbegreb, der efter min mening bedre favner den virkelighed begrebet forsøger at beskrive. Her opstår kultur først i mødet mellem eleverne, og det er noget de gør. Man gør dansker, araber, muslim og ateist og dette kan gøres på mange måder. Der er mange måder at være dansker eller muslim på – eller begge dele på samme tid.Kultur er social konstruktion – et produkt af kommunikation og interaktion i møder mellem mennesker i specifikke sociale kontekster. Kultur er processer, som mennesker kontinuerligt skaber og opretholder gennem deres daglige praksis. Følger man denne tænkning kan man ikke tale om egne og andres kulturer, eller om kulturmøder, men udelukkende om møder mellem mennesker, der producerer kultur.Praksisorienteret interkulturel pædagogik handler derfor om, at skabe bevidsthed om og refleksivitet over ens egen rolle i kulturproduktion processen. Der lægges op til et undersøgende begreb om kultur, hvor eleverne opfordres til at udforske, hvordan kultur skabes i forskellige sammenhænge. Blikket rettes ikke mod interaktion mellem kulturer, men til spørgsmål om, hvordan mennesker nu og gennem tiderne har gjort, forhandlet og forvandlet kultur.Eleverne skal opøve færdigheder i at blive opmærksomme på, hvordan kultur skabes omkring dem og andre steder. De skal kunne afkode, fortolke, analysere og selv skabe kultur og kulturelle produkter. Kun på den måde kan de forstå kultur, som den foranderlige størrelse den vitterligt er og forhandle, bevæge og udvikle den.Praksisorienteret interkulturel pædagogik er baseret på, at værdier, holdninger, fornuft og sandheder godt nok er kulturelt og historisk betinget (altså relative), men at de netop derfor skal undersøges, diskuteres og udfordres – og ikke bare tolereres, respekteres eller opgives.Eleverne skal lære kontinuerligt at søge fælles fornuft og en sådan pædagogik vil kræve af eleverne, at de forholder sig til egne og andres kulturelle blindspots og i deres konstante fælles fornuftssøgning udfordrer hinandens virkelighedsforståelser. Det handler ikke om, at nogle elever skal vinde argumentationen, men at de skal lære at balancere mellem egne og andres virkelighedsforståelser.Helt centralt er det dog her, at til forskel fra den balancegang det multikulturelle paradoks medfører, vil man i praksisorienteret interkulturel pædagogik have en klar udmelding om, at når kultur ikke er noget man har eller er, men noget vi gør, så må denne gøren også altid holdes i skak af universalistiske ideer om fælles menneskelighed.Kulturer kan ikke have rettigheder, det kan mennesker – og disse rettigheder må konstant genforhandles mellemmenneskeligt.Når de hvide ressourcestærke forældre fravælger folkeskolen, bliver skolen et minikosmos, hvor mangfoldighed ikke er en kuriositet, men hverdag. Hvordan kan skolen gøre tosprogede elever til en ressource, og hvordan gør vi mangfoldighed til hverdag uden at udviske forskelle? Andet kapitel i Informations journal om folkeskolen sætter fokus på mangfoldighed.Læs mere på journalen ‘En folkeskole for alle‘

See the original article here - 

Den multikulturelle skole er en dårlig idé


Tags: , , , , , , , , , , ,

Leave a Reply

Loading

Recent Posts

Buy VPN

Archives

netload.in
%d bloggers like this: