Af: Søren Ulrik Thomsen
30. november 2012
Lagt på information.dk 30. november 2012 kl. 15:45. Bragt i den trykte udgave 1. december 2012 på side 24 i 2. sektion. Senest opdateret 2. december 2012 kl. 12:25.Opslag til denne artikelEmneord:anmeldere, forfattere , karriere, musik Personer:Klaus Lynggaard Organisationer:Det Danske Akademi Slår man op i Klaus Lynggaards lille bog om Verdens 25 bedste rock- og popalbums for at læse om Dusty Springfields Dusty In Memphis fra 1969, støder man til sin undren først på sætningen »En af mine kammeraters mor havde en frisørsalon …« og er dermed ramlet lige ind i det originale greb, der har gjort denne forfatter til en oplagt modtager af netop Otto Gelsted Prisen, som især gives til skribenter, der på fremragende vis har fulgt både et skønlitterært og et journalistisk eller essayistisk spor.I 1981 debuterede Lynggaard med samlingen Vinterkrig bestående afdigte direkte fra en sort firsersjæl, som op gennem årtiet spejlede sig i endnu tre bind poesi og tekster, mens forfatteren med Martin & Victoria og Victorias år fra henholdsvis 1985 og 1986 fik sit helt store gennembrud til læserne, der lige siden med begejstring har slidt æselører i disse to nu klassiske romaner.Et jomfrueligt, ukorrumperet øreParallelt med poesien og prosaen har Lynggaard imidlertid opdyrket et journalistisk og essayistisk forfatterskab – først og fremmest som rockanmelder på Information, hvor han forener den alvidende nørds besættelse af covernoter, alternative takes og originale amerikanske førstepresninger med en helt umiddelbar modtagelighed over for musikken. Inden for interesseområdet læses og refereres der til revl og krat fra Dylans selvbiografi til fanbogen Verdenssensationen The Beatles, som den niårige Klaus fandt på en Tivolitur i 1965. Skønt det i rockens subkultur typisk anses for et adelsmærke at afgrænse sin musiksmag indtil det sekteriske, kunne intet ligge fjernere fra Lynggaards allround forslugenhed på den rytmiske musiks genrer. Lou Reeds kuldslåede, litterære univers og Brian Enos eksperimentelle lydlaboratorium udelukker hverken Hank Williams angerfulde vækkelsessange eller The Carpenters kælesyge radiopop. Fuldkommen fordomsfrit lytter han til alt fra David Bowie til John Mogensen, intet er for fint til at blive skudt ned, hvis det ikke holder niveau, intet for lavkulturelt til at blive hyldet, hvis det svinger rigtigt. Og selv om manden har hørt det hele og ved, hvem der spiller mundharmonika på hver en B-side, og skønt han suverænt overskuer sin del af musikhistorien fra bluesens rødder til dagens debutant, er han ikke blevet blasert og hans kæmpe popøre er mærkeligt nok ikke blevet hørehæmmet af al den musik, der har tordnet igennem det, men er forblevet pivåbent og jomfrueligt ukorrumperet, hvormed vel at mærke ikke menes ukritisk. For lige så uforbeholden Lynggaard er i sin næsten barnlige henrykkelse, er han uforfærdet i kritikken, når han stødes på gehøret. Mens Billie Holiday efter Lynggaards mening besad en juvel af stemme, »der aldrig siden er blevet overgået. Af nogen!«, får Poul Krebs at vide, at han på sit 13. album atter demonstrerer »sin uforlignelige mangel på sprogsans og eklatante evne til at skrive melodier, der glemmes, allerede mens de spiller«.Såvel kanoniseringerne som de iskolde knivmord kan man følge i bogen Et kullet klarsyn, der opsamler rockanmeldelser fra Information i årene 1992-2006 og er skrevet med en evne til den hundesvære kunst at karakterisere noget så usprogligt som musik og med en entusiasme så smittende, at man hele tiden må afbryde læsningen for lige at høre pladen, der tales om. Det store musikhistoriske overblik muliggør personlige svinkeærinder, uden at tråden tabes, de med spontane udbrud, slang og direkte læserhenvendelser godt krydrede tekster bliver aldrig trættende og selvforelskede som i et indforstået fanzine, fordi the jive holdes i kort snor af en kølig faglighed.»Og de skal se, som bære brille, og de skal høre, som bære hørebrille,« således taler profeten Lynggaard, som modsat de fleste jævnaldrende, inklusive mig selv, har både blik og øre også for den allernyeste musik, uden at han (måske på grund af sit udgangspunkt i 60’erne og sine formative 70’er-år) er til fals for hver en hype og hurtig trend. Og er det en styrke for skribenten at stå med et ben i såvel litteraturens som i musikkens verden, fremgår det tydeligt af teksterne, at han ikke giver meget hverken for musikmiljøet eller for de litterære cirkler, som – uanset hvor avancerede de anser sig selv for at være – med deres snobbisme, sammenspisthed og obligatoriske udstødelser ofte er lige så småborgerlige som enhver anden provins.Tekstens mange rumEfterhånden som årene er gået, er det blevet klart, at Klaus Lynggaards humoristiske og rasende veloplagte anmeldelser er langt mere end dag til dag vurderinger af musikstrømmen. Og her er det, at kammeratens mors frisørsalon kommer ind i billedet, for synkront med musikkritikken er der nemlig tale om både krønikeskrivning, tidstolkning og et stort personligt erindringsprojekt, alt sammen antændt af de plader, der skal anmeldes eller beskrives. For eksempel er signalementet af Sebastians Gøgleren, Anton & de andre samtidig historien om, hvordan unge Lynggaard en oktoberdag i 1975 var på besøg i det nye indkøbscenter på Kongevejen og sammen med sin undtagelsesvist rundhåndede far mæskede sig på Walters Grill, før han fik øje på den netop udkomne plade i et butiksvindue. Her krydses på få linjer musikanmeldelse, egen historie – og tidskarakteristik via de for datiden så typiske grillbarer og nybyggede centre.Se her et andet eksempel på Lynggaards teknik til sammenfletning af den lille og den store, den individuelle og den fælles, historie: »Min barndoms venner kan tælles på to hænder; på den ene var der Bruno, Ulrik, Peter, Torsten og Steen. På den anden var der John, Paul, George og Ringo. Dem på den første hånd brugte umådelig meget tid på at tale og læse om samt lytte på dem på den anden, som kaldte sig The Beatles …« Bliver beretningen om den enkeltes liv således altid via musikken skrevet ind i en større generationshistorie, er også dén selv kun en del af den helt store Historie, så uanset gennem hvilket rum man træder ind i Lynggaards tekster, fører det altid videre til de andre: En redegørelse for sluttressernes politiske retorik leder til Stones-albummet Let It Bleed, mens vi nærmer os Bowies Ziggy Stardust gennem en beskrivelse af 70’ernes »grå himmel, grå skole, gråt kunstsyn, gråt tv, gråt samvær, gråt familieliv«, og alt sammen bevidnet af en noget støjende, svært bebrillet fyr fra den grå betonforstad, hvis kammesjukker og søskende og forældre og følelser og tanker og dagligdag, hans trofaste læsere har lært at kende ret godt.Modet til ikke at glemmeMed et mylder af præcist huskede detaljer åbner han døren til en fortid, der for os andre måske mest lever som stemninger: Pludselig husker vi popbladene Beat, Go, Børge og Vi Unge med deres fold-ud-plakater og sexbrevkasser, ja, og knallerten, som både var boret, hakket og tunet, og butiksvinduets hedt begærede, men uopnåelige, røde elguitar, der blev erstattet af en badmintonketcher, man så kunne ’spille’ på, mens man hoppede op og ned på drengeværelsets skibsbriks og sang »She lobs to yeah yeah yeah …«. Og, nu du siger det, husker jeg også tricket med at klistre et blylod fra fiskestangen på pickup-hovedet, så nålen ikke skøjtede hen over rillerne, og selv ville jeg måske også til nød kunne huske, at min første singleplade var med Donovan og havde »Josie« på den ene side og »Donna Donna« på den anden, men ikke, at den kostede 4,75, og ej heller, hvad man i 1978 mere præcist fik udbetalt i kontanthjælp på socialkontoret i Linnésgade, og da slet ikke, at man i radioen kunne risikere at høre et gyseligt orkester »under ledelse af Bertrand Bech«.Men ud over evnen til at huske skal den virkelige erindringskunstner også have modet til ikke at glemme. Og et særtræk ved Lynggaards tekster er, at de midt i deres grundtone af robust livsmod med rørende ærlighed fortæller også om hans skuffelser, ydmygelser, naragtige griller og knapt så flatterende sider, så læseren får røde ører – ikke på forfatterens, men – på egne vegne, over at man selv er så fej, at man nødigt genkalder sig dén slags endsige fører det til protokols for all the world to know. Tiden har ikke fået Klaus Lynggaard til at bortrationalisere hverken sit ungdommelige digterspire-had til Strunges »Natbyen« (som han følte, han selv skulle have skrevet), så lidt som visse pinligt kiksede seksuelle møder, og glemt er heller ikke den hjerteskærende historie om, hvordan han som dreng fik en smule anerkendelse fra den beundrede Carlo ved at torturere lille, flinke Uffe. For det er ikke hver gang, at forfatterens ’dark places’ forsones af hans charmerende og selvironiske humor, ikke sjældent får de bare lov til at stå i al deres nøgne sårbarhed. En anden side af Lynggaards ærlighed er hans trofasthed over for sine mange første kærligheder, der forhindrer ham i at redigere sin historie, så den passer med et nutidigt selvbillede. Tidligt belæres han af en af sine forældres venner om, at Bob Dylan er meget finere end Donovan, hvad der ikke får Lynggaard til at undsige manden med underbiddet, til hvis fnuglette romantiske sange man begravede sit ansigt i pigernes duftende hår. Og som læser beskæmmes man ved tanken om, hvor ynkeligt man selv har fortiet, at dén sang, dét digt og dén film, som senere måske ikke har været det smarteste at komme svingende med, engang var det vigtigste i verden.Man kan undre sig over den dogmatiske antiintellektualisme, Klaus Lynggaard aldrig bliver træt af at lufte, eftersom intet af dét, der udgår fra tankens slot, ifølge ham »har noget med nogen som helst virkelighed at gøre … Undtagen selvfølgelig hvis man har et dybt behov for at få ’forklaret’ og ’udlagt’ alting af folk med et dybt behov for at forklare og udlægge«, som det hedder i essaysamlingen Febertid fra 1995, der lige præcis forklarer og udlægger, så englene og alle rockhistoriens juhu-piger synger. På den anden side har Lynggaards beslutning om at foragte dét universitet, han aldrig blev gode venner med, nok frisat ham til at turde skrive, som kun han kan og ingen steder gør så blændende som i netop Febertid, der rummer tekster om blandt andre Strunge, Bukowski, John Fante og ikke mindst en gnistrende velskrevet tekst om Bent Vinn Nielsens debutroman Arbejdssky, der virkelig var kult for vores generation og lå på natbordet sammen med Rimbauds digte og et klistret pornoblad. Her overskrides det korte avisformat, så der ud over karakteristikken af de musikalske og litterære helte både bliver plads til afsluttende eftertanker og lange optakter, som indskriver dem såvel i deres egen tid som i Lynggaards liv. Lad os håbe, at han aldrig bliver helt feberfri, for i et forsøg på at tale lynggaardsk må jeg sige, at bogen er fucking forrygende og bør genoptrykkes. Nu!Andres musik, vores livIndledte jeg med at sige, at vores mand med sin dobbelte praksis er som skræddersyet til Otto Gelsted Prisen, kan det nu præciseres til, at Klaus Lynggaards essays og journalistik simpelthen er et skønlitterært forfatterskab. For mig er der nemlig ingen tvivl om, at denne forfatter gennem sin rockjournalistik og måske uden selv at ane, hvordan det er gået til, lige så langsomt har fundet sit stof og sin tone og i dag er min generations store erindringskunstner, ligesom Dan Turèll og Klaus Rifbjerg er deres. Uanset hvor Turèlls og Rifbjergs samtidige er vokset op, må de som læsere en tur til Vangede og Amager, hvis de vil vide noget om sig selv, og når min generation rejser med Lynggaard tur-retur mellem barndommens Kokkedal og ungdommens Nansensgade, bliver ikke bare vi selv, men også tiden, der gik, meget tydeligere. Hvad der ikke gør forfatterskabet til et internt anliggende for punkgenerationen, som med vissen hanekam og nitter i de sorte støttestrømper så kan sidde på plejehjemmet og læse om sig selv. For som al rigtig erindringskunst overskrider Lynggaards tekster de vilkår, de er blevet til under, så læsere fra andre generationer og steder i verden og samfundet kan leve sig ind i deres univers og reflektere over forskelle og ligheder mellem deres egen og tekstens verden. Paradoksalt nok netop via alle de konkrete sansninger af en verden, der ikke er vores, mærker vi jo meget stærkt Henry Millers forhutlede og eventyrlige Paris, Carson McCullers små forsagte sydstatsbyer og tumulten i Herman Bangs kransekage af et nyt København.Og mens Klaus Lynggaard har gjort det til sin profession at skrive om andres musik og litteratur, er han kommet til at fortælle om sit eget og vores allesammens liv, så hans tekster ikke er blevet til at glemme, fordi de har været vigtige at skrive.Denne artikel er anbefalet af:Steen Sohn
… Read More
Popøret som erindringskunstner
’Puritanisme er ikke særligt venstreorienteret’
Af: Malin Schmidt
30. november 2012
Lagt på information.dk 30. november 2012 kl. 15:15. Bragt i den trykte udgave 1. december 2012 på side 2 i 2. sektion. Senest opdateret 30. november 2012 kl. 23:06.Opslag til denne artikelEmneord:jul, tendens, venstrefløjen Personer:Camilla Plum, Gunvor Auken, Johanne Schmidt-Nielsen, Karl Marx, Per Clausen Organisationer:Enhedslisten, Kommunistisk Arbejderparti, Magasin, Socialdemokraterne, Venstresocialisterne Steder:Danmark Enhedslistens Per Clausen aner det i virkeligheden ikke selv. Han ved ikke, at han står for den nye måde at holde antijul på, når han et par dage før juleaften tager af sted til strandene i Sydøstasien, Mellemamerika eller bare til et sted, hvor det er varmt – og først vender hjem igen efter nytår.»Der er jo en rimelig anmassende kommercialisering, der foregår, det er lige voldsomt nok. Men det er da ikke noget, der generer mig synderligt,« siger Per Clausen, der tidligere altid har holdt jul – både da han selv var barn, og da hans egne børn var små. Nu kan han bare bedst lide at rejse væk. Det har intet at gøre med, at han er venstreorienteret, det er bare noget, han gør. Og hvis der er en moderne modstand mod julen, er det sådan, den ser ud i dag.»Det har ikke noget med politisk overbevisning at gøre. Jeg har bare ikke noget særligt forhold til det med at holde jul,« siger Per Clausen.Men engang var det en holdningsmæssig markering på dele af venstrefløjen ikke at holde jul eller at udskifte julefesten med et alternativ.For at lægge afstand til kristendommen, det kommercielle, dyrkelsen af kernefamilien og fastlåste traditioner. En svær modstand, som ofte gik i sig selv, når de alternative selv fik børn, mener Benno Blæsild, der i dag er direktør for Fregatten Jylland, og tidligere har været juleomviser i Den Gamle By i Aarhus og forsket i og skrevet bøger om jul og juletraditioner.Han var selv venstreorienteret i 70’erne og husker kollektiverne som temmeligt affolket den 24. december, fordi beboerne tog hjem til forældrene for at holde jul. Det ændrede sig, da de så selv fik børn.»Da kollektivisterne selv fik børn, begyndte de at holde en anderledes, kollektiv jul. Jeg har set mange billeder af interessante juletræer – med en rød stjerne i toppen, eller hvor der var sat flagguirlander med Karl Marx på træet i stedet for julehjerter. Der blev holdt fester med rødvin og brune ris. Det var modbevægelsen, hvis man for alvor ikke ville kernefamilien og traditionen. Men man kommer ikke uden om, at det var en erstatningsjul. Og at det alt andet lige stadig var et juletræ.«Hjem til mor og farDet er præcis sådan, forfatter til Hippie-bøgerne Peter Øvig Knudsen, der som ung var medlem af ungdomsorganisationen under Kommunistisk Arbejderparti, selv har holdt jul. Han tog pligtskyldigst hjem til sine forældre, han sprang vel også over nogle gange, og så tog han selv julen op igen, da han fik børn.»Det slipper man ikke for. Men jeg synes også, det er ret hyggeligt,« siger Øvig Knudsen.Historikeren Morten Thing, der født og opvokset i en kommunistisk familie og selv har tilhørt den partiløse venstrefløj det meste af sit voksne liv, husker det på samme måde.»I min ungdom tog jeg hjem til mine forældre og fejrede jul. Det gjorde vi alle sammen. Og så mødtes vi senere på natten og fortalte, hvad vi havde fået i gave, og så drak vi os fulde eller røg os skæve, eller hvad vi ellers foretog os,« siger Morten Thing, der har jødiske rødder og i dag holder det, han kalder for hybrid jul – en jul, der hverken har noget med hannukah eller kristen jul at gøre, men som er en traditionel ikkereligiøs jul, hvor hele familien samles, hvor der er juletræ til loftet, god mad, gaver og meget at drikke. Det begyndte, da han selv fik børn.For den 24. december er barnets dag, siger historiker Benno Blæsild. Det har gjort den til et følelsesanliggende, som de venstreorienterede har delt med resten af samfundet. Det har ikke meget med religion at gøre, og det bekymrede præsterne allerede tilbage i 1200-tallet, hvor de skrev til Paven i Rom, at velhavende familier var begyndt at holde jul for deres børn, som de ødelagde med legetøj og søde sager, som de gav dem ved et træ i stuen.»Vi har godt nok fået iklædt julen en kristen forklaring, men den har i virkeligheden altid været barnets dag. Og det er julen, der bliver symbolet på det, der holder kernefamilie sammen. Så på den måde har venstrefløjen i virkeligheden ikke noget forklaringsproblem,« siger han.Alligevel var det ikke moderne i 70’erne, at holde fast i juletraditionerne, husker tidligere politiker og socialrådgiver Gunvor Auken, der har pendlet mellem at være medlem af Socialdemokraterne og Venstresocialisterne og som venstreorienteret grundtvigianer altid har holdt fast i juletraditionerne.»Der var dengang en meget kritisk holdning til alt, hvad der hed traditioner, familie og tro. Jeg kender ikke nogen, der taler mere fundamentalistisk om kristendommen og dens traditioner end de venstreorienterede, og jeg må indrømme, at det har irriteret mig grænseløst,« siger Gunvor Auken, der altid har holdt jul, som man gjorde det i hendes familie. Hver aften i julen mødtes de omkring juletræet og sang salmer.»Det er en gave, at man har en form, man går ind i. At man bare ved med hinanden at sådan er det. Selv har jeg haft det svært med skiftet fra de gamle traditioner til den kommercialisering, vi ser i dag, hvor julen starter 1. december og slutter anden juledag, og hvor det at købe ind til jul er langt mere afgørende end de gamle værdier.«Harmonerer fint»Jeg har aldrig tænkt over det spørgsmål,« siger Enhedslistens partileder Johanne Schmidt-Nielsen. »Om det harmonerede med at være venstreorienteret. Det må nok være, fordi jeg synes, at det harmonerer fint.«Det er ikke, fordi hun ikke har fået venstreorienterede gaver. En ged, en fodbold eller en flok høns. Det må være, fordi giveren havde tænkt, at det passede bedre, ræsonnerer hun.»Jeg er faktisk blevet ret glad for de høns. Selv ender jeg desværre som oftest med at købe julegaver i Magasin ved sekstiden den 23. december, og det er ikke et behageligt tidspunkt at købe julegaver på. De bliver nemt lidt dyrere på den måde, men på den anden side kompenserer det måske for den manglende omtanke. For den er der sjældent tid en sen eftermiddag den 23.«Selv kan Johanne Schmidt-Nielsen godt lide at holde jul. Både at give gaver, traditionerne og maden.»Jeg er enormt glad for både sukker og fedt, det er noget, jeg holder enormt meget af både i januar, februar og alle andre måneder, så på den måde går julemaden godt i spænd med min generelle madsmag. Jeg er lidt ked af, at jeg ikke kommer fra en familie, hvor vi spiser brunede kartofler. Smeltet sukker er noget, der vil klæde enhver dansk, bleg vinterkartoffel.«I Danmark var der ikke skyggen af modstand mod julen frem til 1960’erne og 70’erne. Heller ikke blandt kommunisterne, hvor man op igennem 20’erne og 30’erne fejrede jul, som man altid havde gjort, også selv om man i Sovjetunionen for længst havde udskiftet julefesten med en nytårsfest og opbygget en kult omkring den, hvor Fader Vinter kom med nytårsgaver til børnene, og hvor der blev festet omkring nytårstræer som man pyntede med nytårspynt. Det var glaskugler, godt nok med hammer og segl, men alligevel. Og under den tyske besættelse blev julen i Danmark ligefrem et symbol på modstanden mod fascismen.»Det rød-hvide julehjerte bliver et symbol på, at man vil manifestere sin modstand mod besættelsen. Det er en måde at vise danskhed på mod tyskerne. Med julefesten viste man, at man stod sammen,« siger Benno Blæsild, der mener, at juletræet på det tidspunkt nærmest kunne ses som en slags antifascistisk totempæl. De kulturradikale, som tilhørte en del af venstrefløjen, importerede højæstetisk julepynt fra Sverige, blandt andet hvide engle og hjerter klippet ud i karton, og en hvid fredsdue, som fik lov til at hænge på juletræet.»Under krigen havde man vigtigere ting at tage sig af end at være imod julen, og man brugte de lejligheder, man havde, til at mødes og til at manifestere, at sammenholdet i familien, var det stærkeste der fandtes.«Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet op igennem 50’erne, kom der samtidig en åbenhed over for, at man holdt de fester, man havde lyst til at holde, og at man også kunne lade være. Og i 60’erne begyndte opgøret med det fremherskende familiemønster og de fasttømrede traditioner, noget der kulminerede i 70’erne med kollektivbevægelse og ungdomsoprør. Men nogen særligt udbredt bevægelse vendt mod julen blvev det aldrig.Det går amok»Prøv lige og hør,« siger kogekone Camilla Plum, der tilbage i 70’erne var med Børnemagt, »vi har holdt lysfester siden tidernes morgen. Der er rigtig trist på denne her årstid, og vi venter på, at det vender. Det kristne kom til ret sent, og de lavede jo bare et hostile takeover på den jul, der var i forvejen, som helt elementært er en fest, hvor vi fejrer, at det går den anden vej.«Camilla Plum elsker julen, og går i gang med at pynte lidt op i november. Så kommer resten til i december lidt efter lidt indtil det til sidst går helt amok med den store kasse med julepynt.»Jeg har aldrig kunnet tage de her puritanister alvorligt. Bare fordi man er venstreorienteret, behøver man ikke at holde op med at nyde livet. Det er en fest for lyset og årstiden og samværet,« siger hun.På det punkt har den økonomiske krise ført gode ting med sig, mener Camilla Plum.»For eksempel at vi er holdt op med at købe alle de her mælkepiskere og ting, som ingen har brug for. Det groteske overforbrug har krisen lige taget toppen af. I stedet er der mange der er gået over til at lave et glas et eller andet igen,« siger hun.Og det er netop julen som lysfest og ikke som religiøs højtid, som den venstreorienterede portal Modkraft.dk hver jul understreger. For nogle år siden skrev blogger Kasper Bjering Søby Jensen på sin blog på portalen et flere sider langt indlæg om, at julen ikke er en kristen højtid, men en fest, vi i Norden har holdt siden tidernes morgen.»Det giver god mening ud fra en marxistisk materiel forståelse, at man holder julefesten, når solens timer er som mest sparsomme. Den religiøse forklaring på julen, man konstant bliver bombarderet med er misvisende,« siger Kasper Bjering Søby Jensen, der selv holder en traditionel jul, efter at han har fået børn. For sådan er det jo. … Read More
Frihed er for de mange – ikke for de få
Opslag til denne artikelEmneord:fællesskab, personlig frihed, velfærdsstat Organisationer:Liberal Alliance, Socialdemokraterne Steder:Danmark Vi har glemt, hvad ’frihed’ betyder. Der sættes lighedstegn mellem friværdi, selvrealisering, lav skat, dårlige lønninger og frihed. Det skyldes en voldsom og aggressiv borgerlig værdikamp, som på sit 11. år bestemmer, hvad ordet frihed vil sige.Den danske højrefløj har taget patent på ordet, som misbrugt står hen og bliver et letkøbt slogan for mere egoisme, frie markedskræfter og dermed et liberalistisk utopia. Mange er hoppet med på den borgerlige bølge, imens flere og flere på venstrefløjen er stået af på begrebet af frygt for at lyde borgerlig og liberalistisk i sin retorik.Men sandheden er, at frihed er et nødvendigt ord, hvis man skal beskrive det samfund, som de tidligere generationer byggede op og gav os i arv. Det var et samfund bygget på tolerance, velstand, fremskridt, fællesskab og demokrati.Den snævre frihedMen den danske frihed er trængt, truet af den nyliberalistiske værdikamp, som giver egoismen og grådigheden frit spil i en snæver form for frihed, som kun er tiltænkt de få. Den brede frihed, frihed i fællesskabet og frihed til de mange – den danske frihedsforståelse – er blevet udvandet. Flere og flere tror på en egoistisk ’migfikseret’ frihed, som kun har til formål at træde andre over tæerne for på den måde at gavne et fåtal af befolkningen. Frihedskampen er kørt af sporet, og mens de liberale udbreder sig om frihedens forfald grundet øget regulering, regler og skatter, misser de, at friheden for almindelige lønmodtagere og svage mennesker i samfundet formindskes dag for dag grundet arbejdsløshed, dårlig uddannelse og en fatal og nyliberalistisk kamp mod det danske arbejdsmarked.Når deres kamp kun handler om skattelettelser, øget favorisering af erhvervslivet og en uanstændig udlændingepolitik, sikrer man udelukkende de stærkes, de riges og de fås frihed.Frihedens forudsætningerDe glemmer, at friheden for de mange skal sikres gennem almen uddannelse. Her tilegner man sig viden og erfaring til frit at vælge den tilværelse, man ønsker, og dermed opbygger man muligheder til at bryde den sociale arv og skellene i samfundet. Derfor har vi sikret, at alle skal have mulighed for at få sig en uddannelse.De glemmer, at friheden kun kan udleves, hvis man er frisk og rask til at bevæge sig, hvorhen man vil, og at det er derfor, vi har sikret, at alle der er syge har muligheden for at blive behandlet på det offentliges regning.Men frem for alt har de glemt, at vi har sikret friheden på de danske arbejdspladser. Det var fagforeningerne, der gav arbejderen friheden til at gå med i den faglige kamp for bedre rettigheder, og dermed førtes Danmark ud af en kultur, hvor arbejdsgiveren var herre og lønmodtageren slave. Friheden skabte lighed og flere muligheder for mange mennesker i stedet for kun for de få. De sørgede for, at friheden også gjaldt for de arbejdsløse, som havde krav på statens hjælp, da folk som mister forsørgelsesgrundlaget, automatisk taber friheden til at bygge sig et værdigt liv og dermed igen finde beskæftigelse.VejlegårdenSommerens aktuelle Vejlegårdssag handler altså ikke om en restauratør, som kæmper for sin frihed, men om alle danskeres risiko for at miste deres rettigheder på arbejdsmarkedet og blive slave af virksomhedsejerne, som deres forfædre var det.Vi så gang på gang, hvordan borgerlige politikkere og meningsdannere overgik hinanden i rosende ord om Vejlegårds-restauratøren Amin Skov, mens de mæskede sig i flæsk, som ’smagte af frihed’. Men Vejlegårdens flæsk har en bitter smag, en smag af en fornedrelse over for danskeren og hans frihed.Derfor bør alle danskere sande, at når liberalisterne kæmper imod den danske arbejdsmarkedsmodel, kæmper de udelukkende imod den almindelige lønmodtagers frihed og rettigheder, som har formet det danske frihedsbegreb.Vores samfund er altså bygget på tanken om, at frihed og muligheder hænger uløseligt sammen.Friheden må derfor kombineres med en stærk stat, en autoritet, og borgerne må respektere myndighederne og lovene, for vi ved, at kun et stærkt fællesskab kan give alle lige muligheder og dermed en ramme til at udmønte den individuelle frihed.Derfor skal den danske frihed måles på, hvorvidt samfundet er i stand til at lade det enkelte menneske påvirke sit eget liv.Statens rolleSocialdemokratisk frihed er frihed til at komme, hvorhen man vil og hjælpen til at komme derhen. Det er en nedbrydning af de bånd, som ellers binder folk fast til deres udgangspunkt uden fremdrift. Det er den frihed, der ligger i trygheden ved, at alle kan få hjælp, og at det aldrig er pinligt at spørge om den. Det er den frihed, der ligger i altid at kunne uddanne sig og udvide sin horisont og sine muligheder. Socialdemokratisk frihed er derfor stærkt bundet op på fællesskabet, fordi vi ved, at mennesker kan udleve og skabe mest sammen i stærke fællesskaber.Liberalisterne brokker sig over statens indgriben i folks liv, som de kalder frihedskrænkende. Men en mand, der udelukker sig fra fællesskabet, kan ikke blive lykkelig og ej heller skabe reel menneskelig værdi. Skulle vi alle have absolut frihed fra fællesskabet, kunne vi ikke leve sammen i et samfund. Vi ville leve uden nogen former for tvang, uden regler og restriktioner og i en absolut økonomisk uafhængighed. Men vi ville mangle tolerance og åbenhed over for hinanden, og vores frisind ville forsvinde totalt. Vi ville dermed få et samfund milevidt fra det, vi kender i dag, et samfund hvor vi tager vare på hinanden, og hvor vi skaber værdierne og rigdommen i fællesskab.Vi må forstå, at mennesket ikke er en ø, og spørgsmålet om frihed kan derfor aldrig reduceres til et spørgsmål om for eller imod en række konkrete restriktioner, lavet af et stærkt fællesskab. Retten til frit at kunne bevæge sig er tom og ligegyldig, hvis man ikke har penge til busbilletten.Frihed og lighedSocialdemokraterne vil altid kæmpe kampen for frihed, men den kan aldrig stå alene. Fællesskabet skal sikre lighed, og ligheden giver alle muligheden for at gøre krav på friheden. Vores velfærd giver vækst, arbejdspladser og social lighed, og det er det, som skaber frihed.»Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.« Sådan lyder den første sætning i menneskerettighedskonventionen. Denne sætning kan aldrig udleves til fulde, så længe det liberalistiske, usolidariske og egoistiske frihedsbegreb er herskende. Det er nemlig hverken smukt, solidarisk eller frit. Det er frihed for den stærkeste og ikke for de svageste. Det er for den rige, men ikke for de fattige, kort sagt er det en frihed for de få og ikke for de mange.Når demokratiet blomstrer i Norden som ingen andre steder, skyldes det, at vi har skabt en velfærdsstat og et fællesskab, som har sikret alles rettigheder gennem love, regler og en høj skat. Vi har sørget for, at en stærk social lighed mellem mennesker øger den enkeltes frihed. Hvem de liberale vil styrke og hædre i deres kamp for frihed er klart. De vil styrke den stærke og fornedre den svage. Står det til dem, må vi selv skabe mulighederne, og det holder os i en fortsat ufri og ulige situation. Alt det bedste har vi fra velfærdssamfundet, og stopper vi ikke den liberale frihedsbølge, kan vi miste det hele igen.Friheden skal være for de mange, og ikke for de få, lad os derfor værne om hinanden og de danske værdier. Det gøres kun gennem frihed, lighed og fællesskab, som har skabt dette fantastiske samfund.Thomas Sjöberg Neergaard er medlem af DSU’s forretningsudvalg og stud.theol.Denne artikel er anbefalet af:Niels P Sønderskov
… Read More
Ikea’s Kamprad still Switzerland’s richest man
Ingvar Kamprad, founder of Swedish furniture giant Ikea, has retained his place atop Switzerland’s rich list, with his net worth estimated at up to 39 billion Swiss francs ($42 billion), Swiss magazine Bilan said Friday.Ikea can’t get the meatball rolling in India (23 Nov 12)
Ikea admits using East German prison labour (16 Nov 12)
‘I am too busy to die’: Ingvar Kamprad (7 Oct 12)
In its annual review of the country’s 300 wealthiest residents, Bilan estimated that Kamprad’s fortune rose by around 1.0 billion Swiss francs in 2012.The 86-year-old Swede, who was also listed as the fifth wealthiest person on the planet, did not however keep pace with the 9.0-percent average boost seen by Switzerland’s 137 billionaires, the magazine said, estimating their total worth at more than 438 billion Swiss francs.In October, Kamprad scoffed at the notion he might retire following reports in the Swedish media in September that he planned on passing the baton to his three sons Peter, Jonas and Mathias.”Oh, I have so much work to do and no time to die,” he told Swiss business magazine Bilanz in October.Despite Bilan’s estimates of Kamprad’s sizeable fortune, the head of the flat pack furniture giant was only estimated to have a fortune of mere $3 billion by Forbes magazine after lawyers showed that Ikea is owned by a foundation in tax haven Lichtenstein, which Kamprad created and now heads. The foundation receives royalties tax free on all sales that every Ikea store must pay to the parent company for the right to use the concept.The US business magazine ranked Kamprad 377th among the world’s richest people in a March 2012, down from 162 the year before, and 11th place in 2010.Kamprad, who founded Ikea in 1943 in his home town of lmhult in southern Sweden, has faced harsh criticism in the past for his ties to the Nazi youth movement during World War II.He later described the period as the “folly of youth” and “the greatest mistake of my life.”However, the company recently admitted, however, that East German political prisoners were used in the Swedish furniture giant’s factories in the 1970s and 1980s.AFP/The LocalFollow The Local on Twitter … Read More
Killing Them Softly
The concept of organized crime as a dark mirror image of
American capitalism was firmly established in The
Godfather 40 years ago. But it seems to be a hot new idea for
writer-director Andrew Dominik, who beats it to death throughout
his new movie, Killing Them Softly. The picture is a talky
noir set in the meltdown year of 2008. It’s littered with Obama
campaign sound bites and radio bank-bailout reports, and the
thudding political allegory keeps poking you in the face while
you’re trying to keep track of the story. (Even the film’s title,
an apparent reference to remotely guided U.S. bombing sorties, is
intended to wake us up to what’s going on in the world.)
The movie is based on a 1974 crime novel by George V. Higgins.
The book was set in Boston, and while the picture was shot in New
Orleans, the characters all talk like they just flew in from
Dorchester. There’s some remarkable violence (a brutally beaten man
blows bloody chunks out of his ruined mouth) and a big showoffy
slo-mo rubout in a storm of bullets, blood, and shattered glass.
But these action jolts are outnumbered by long stretches of gab.
Fortunately, it’s a stylish gab, in a neo-hardboiled manner, and
the actors make the most of it.
Scoot McNairy and Ben Mendelsohn play Frankie and Russell, two
ex-cons in search of post-release employment. They’re drawn into a
scheme to knock over a mob-run high-stakes card game—a plan that
would normally be suicidal, except that Markie Trattman (Ray
Liotta), the guy who oversees the gambling action, once knocked
over the long-running game himself, and then unwisely blabbed about
it. In the event of a second ripoff, Markie would be the natural
candidate to take the fall.
Bumblers though they be, Frankie and Russell do manage to pull
off the heist; and mob higher-ups do indeed target Markie as the
culprit. A mob lawyer (Richard Jenkins) brings in a coolly
efficient cleaner named Jackie (Brad Pitt) to teach Markie the last
life lesson he’ll ever learn. Jackie is a cynical realist; he
accepts that this has to be done, just for appearances’ sake, even
though he has learned that Frankie and Russell are the real
malefactors.
Jackie decides to subcontract this mess out to a New York hitman
named Mickey (James Gandolfini). Mickey was once a top whack
specialist, but when he arrives on the scene it’s clear that he has
seriously deteriorated. He’s now a fat nasty drunk with an
insatiable letch for whores and a full complement of personal
problems about which he blubbers at length. Mickey was busted
recently and may soon be headed for prison. He has put his wife
through this wringer twice before, and this time he suspects she
won’t be waiting for him when he gets out.
Gandolfini’s griping sessions with Pitt are peaks of scuzz
pungency. His Mickey is a man who could be said to have lost his
way if he’d ever had one in the first place, and Pitt—quietly
radiating star presence—lies back to let him bellow and squirm (and
viciously berate a hooker, played by sparky Linara Washington, who
is the only woman of any consequence in the movie). Thanks to the
loose, semi-improv dialogue, we feel for Mickey—even if what we
mainly feel is disgust.
Pitt, who can hold the screen without saying a word, gives the
movie’s grubby complications some clarity, and he keeps the story
on track. Unfortunately, he’s also the mouthpiece for the
director’s simpleminded political agenda. His Jackie is repelled by
the heedless destruction wrought by his mob overlords (read:
corporate oppressors) and dismayed by the sorry state of the
hapless lowlifes (read: oppressed workers) with whom he must
associate. At the end, he attempts to rationalize his own
complicity as an enforcer in such an unjust social setup. “This
isn’t a country,” he says. “This is America. And America is a
business.” Start spreading the news.
Care home reported for maggots in man’s foot
A Carema-run nursing home in southern Sweden has been reported to health authorities after maggots were found crawling in a wound on a resident’s foot and the man’s leg was later operated due to bone rot.Nurse stuffs tape roll in dementia patient’s mouth (19 Sep 12)
Care home slammed for maggots in bedsores (9 Mar 12)
Care home turned cost cutting ‘into a game’ (22 Dec 11)
“We children think that dad has suffered mistreatment of the highest degree,” reads a complaint from the children of the 69-year-old man and filed with Sweden’s National Board of Health and Welfare (Socialstyrelsen).”Maggots in a human wound in Sweden in 2012? Maybe in Ethiopia.”The complaint, sent earlier in November, details how the man’s children found live maggots in a wound on their father’s foot during an August 2012 visit to the Carema-run Mnstorps ngar nursing home in Vellinge municipality in southern Sweden.”The nurse who was supposed to put on a new bandage started to gag so much she had to leave the room,” the children wrote.Less than two weeks later, the condition of the man, who suffered from diabetes and cardiovascular disease, had deteriorated to such an extent that a nurse felt he should be taken to the emergency room of a local hospital.But the nursing home’s chief doctor ignored the nurse’s plea, explaining that the 69-year-old already had a scheduled appointment at the hospital in two days-time.When the man was finally taken to hospital, more maggots were discovered in the wound on his foot, which had become black due to necrosis.”The stench which filled the room was indescribable,” the man’s children wrote.The following day, the 69-year-old’s leg was amputated above the knee due to bone rot. He died three weeks later.The children’s complaint also describes how the man was made to lie in his own faeces for extended periods of time and suffered from serious bed sores they claim could have been avoided had staff at the nursing home been more attentive.According to the complaint, a nurse told the children the facility had been struggling with staffing shortages.A nurse also told the man’s children that during the summer, patients “should expect flies and maggots” in their wounds.”For us children, this is completely impossible to accept,” they wrote.Carema responded to inquiries about the incident in a statement published on Thursday explaining that the company had launched an internal investigation in order to “thoroughly examine whether someone failed to follow our procedures”.According to Carema, Vellinge municipality’s chief nurse conducted a previous investigation which concluded that staff had “acted correctly”.But the head of the municipal healthcare division, Catharina Bystrm, admitted staff could have handled their communication with the man’s family differently.”Staff should have made an assessment about whether relatives to the person with the wound should have been informed at an earlier stage,” she said in a statement.Carema has been singled out in a number of other high-profile incidents in the last year, ranging from unchanged diapers to poor working environments, as well as a report of a dementia patient having a role of tape stuffed in his mouth.The scandals prompted an ongoing debate about the responsibilities of private companies operating in the Swedish healthcare sector, as well as concerns about tightened quality control of elderly homes.David LandesFollow David Landes on Twitter … Read More
Forbud fjerner ikke problemerne
Venstrefløjen har altid været dem, der har taget de borgerlige frihedsrettigheder mest alvorligt. Hvis det ikke var tydeligt før, så blev det det i en dansk sammenhæng i løbet af 00’erne, hvor de konsekvent blev undergravet af en såkaldt borgerlig/liberal regering.Derfor håbede en del ikke blot på ændringer i den økonomiske politik efter regeringsskiftet i 2011, men også på en regering, der ville tage frihedsrettighederne mere alvorligt. Ligesom tilfældet har været med den (uændrede) økonomiske politik, er man også på dette punkt blevet slemt skuffet.I disse uger falder særligt forslaget om et købesexforbud i øjnene – et forslag, som dog foreløbig er parkeret med en henvisning til et lille råd på otte medlemmer. Tilbage står dog, at både EL, S, SF og R principielt går ind får et købesexforbud i den ene eller den anden variant, ligesom der også lægges op til solarieforbud for unge under 18 år.Og så har vi ikke engang nævnt de stramninger, der er varslet på integrationsområdet, eller den prøveballon som et socialdemokratisk medlem af den københavnske borgerrepræsentation opsendte denne uge om, at alle børn skal tvinges i daginstitution for at sikre en vis kontrol med de meste udsatte børn og familier.Det er barokt og fuldstændig i strid med det, der burde være udgangspunktet for venstrefløjen.Borgerlige og liberale kræfter har alle dage forsøgt at italesætte historien om, at de kæmpede for frihed, mens den var mindre vigtig for socialister. Men faktisk forholder det sig lige omvendt.Marx har skrevet uendelig meget sludder, men netop her havde han nok fat i den lange ende, da han for mere end 160 år siden fremførte at »den borgerlige frihed var karakteriseret ved at være ikkeeksisterende for 9/10 af samfundet,« og derfor måtte der formuleres et alternativ, som sikrede ægte frihed og et liv uden lænker for alle.Det er det fundament, som selv en moderne venstrefløj bygger på i dag. Og det er den kerne, der adskiller socialismen fra liberalismen: Netop fordi frihed er så vigtigt, skal den sikres alle gennem forbedrede økonomiske og sociale forhold.I denne sammenhæng er tankerne om et købesexforbud nok det mest oplagte eksempel på, at regeringen er totalt på afveje. Det centrale er nemlig, at man delvist har en pointe, når man problematiserer prostitution.Man skal ikke have studeret ret mange statistikker, før den stærke sammenhæng mellem økonomisk marginalisering og udbredelsen af prostitution springer én i øjnene. Det kan ikke ignoreres – som de borgerlige kræfter, der har bekæmpet forslaget om et købesexforbud, helst gør – at prostitution i vid udstrækning lever af, og skaber, udstødelse og marginalisering. Men den slags forsvinder jo ikke ved at forbyde det. Man kunne lige så godt forbyde klimaforandringer eller ledighed; det giver med andre ord slet ikke nogen mening, og man har vendt problematikken fuldstændig på hovedet.At lukke øjnene uden at adressere årsagerne til problemerne bør aldrig være venstrefløjens politik. Det er symptomatisk, at det netop er en regering, der i vid udstrækning har givet op på det sociale og økonomiske område, der nu i stedet forsøger sig med forbud og tvang. Hvis man ikke kan (eller vil?) gøre noget ved ulighed, ledighed, udstødelse osv., kan man jo altid prøve at forbyde det, disse forhold skaber.Men tingene hænger sammen, og uanset om det er højre- eller venstrefløjen, der lukker øjnene, fortsætter problemet med at eksistere. Vil man hjælpe udsatte og ressourcesvage familier, skal man ikke tvinge deres børn i institution, men afhjælpe og adressere de forhold, der har resulteret i positionen som udsat.Centrum-venstrefløjens berettigelse er, at den leverer faktisk frihed, der hvor liberalismen nøjes med at tale om den, ligesom man historisk har taget de borgerlige frihedsrettigheder langt mere seriøst end højrefløjen. Netop derfor er det en farlig kurs, når man nu taler forbuddets og tvangens sprog i stedet.Brian Esbensen er cand.scient.soc., journalist og kommentator med speciale i udviklingspolitik og internationale politiske forholdUgens personlige klummer: Mandag: Derudefra Tirsdag: Kampzoner Onsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erne Lørdag: Borgen … Read More
