Yet another grisly video shows US-NATO backed terrorists in Syria executing unarmed men as they plead for their lives. … Read More
Men who made my legs
At the age of four, my left foot was amputated as the result of a congenital birth defect, and I had a series of legs made by a series of men. The first prosthetist was a chain-smoking, endlessly cursing World War II veteran who asked me to hold his ashtray while he made adjustments. The second, whose office was behind a used car lot, scared me whenever he asked me to take my pants off so he could “have a look” at where the waist strap of those early uncomfortable wooden monstrosities was cutting into my hipbones. I didn’t like his voice or the way he looked at me — lecherous and aching.All through my 20s and 30s, I navigated relationships with men — sexual, marital and otherwise, looking for (and not finding) the right match. But it is difficult — perhaps impossible — to talk about that search without addressing my relationships with my legs and the men who created them. For some reason, I have yet to meet a female prosthetist.Continue Reading… … Read More
Nationalfølelse i 8. klasse
Af: 8. klasse på Blågård Skole
30. november 2012
Lagt på information.dk 30. november 2012 kl. 17:45. Senest opdateret 1. december 2012 kl. 12:57.Opslag til denne artikelEmneord:flag Organisationer:folkeskolen Steder:Danmark, Irak, Norge, Tyrkiet Vi synes at emnet nationalfølelse var det sværeste emne, fordi vi ikke vidste, hvad vores lærer mente. Det var svært at udtrykke sine nationalfølelser på et billede, fordi jeg ikke vidste, hvad det betød, men nu ved jeg at nationalfølelse betyder ens følelse for ens eget land. Men efter en lang diskussion med vores forældre, om hvad vi kunne tage et billede af som ingen andre for klassen kunne tænke på, gik vi en lille tur for at kigge os omkring. Lige pludselig kom der en taxi kørende med det amerikanske flag malet på. De viser en glæde for Amerika☺Større billedeStørre billedeStørre billedeDiana & Sevgi —Da jeg fik emnet nationalfølelse, syntes jeg det var svært. Jeg havde jo aldrig prøvet det før, så jeg vidste intet om det. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tage billede af, så jeg gik rundt og tænkte mig om. Vi havde kun 2 timer til at tage 2 billeder, og vi måtte ikke gå langt væk, så det var lidt svært. Men jeg gik hen til en skaterpark, hvor jeg så 2 små drenge, en afrikaner og en dansker. Jeg spurgte om jeg måtte tage et billede af dem, og det måtte jeg gerne. Jeg synes, det viser en nationalfølelse, fordi de har hver deres nationalitet, og fordi den ene er sort og den anden er hvid. De er forskellige, men har et fælleskab. Jeg blev glad for at se 2 forskellige kulturer sammen, det føles godt at de var sammen og legede og at de kunne enes.Elmedine —Da vi fik emnet national følelse, tænkte vi begge på ALLES nationaliteter, og ikke bare vores egne. Vi havde en tanke om at tage et billede af en flok børn med forskellige hudfarver, men i det område vi var i, var der ikke nogen.Så vi nøjes med vores egen nationalitet. Og vi ser os selv som danskere selvom vi har en helt anden baggrund. Derfor valgte vi at tage billeder af et EU flag, hvor der står ”DK” under det. Vi tænkte det var en god ide, fordi vi er alle danskere, uanset hvad vores baggrund er.Mange opfatter nationalitet som ens baggrund, men ikke os. Desværre blev vores billede ikke som vi havde regnet med, men det var alligevel et godt billede.Mange syntes, at det var et svært emne, fordi man ikke rigtig kan udtrykke en nationalitet på et billede, men det var heller ikke særligt svært, fordi emnet fik nogle tanker ind i hovedet og det inspirerede os rigtig meget. Lina og Jeg havde en diskussion om hvad vi skulle have et billede af, da vi kun fik lov til at vælge et i sidste ende, og derfor ville vi gerne have et godt et.Fenek & Lina —Jeg føler mig dansk, men føler også vrede, hvis der er nogen der generer mit hjemland. Jeg tænker på de europæiske lande og det danske flag. Da jeg fik emnet, så vidste jeg ikke, hvad de mente med nationalfølelse. Jeg tog et billede af nummerplader, fordi der var euro i nummerpladen, og jeg tog et dansk flag.Ihab—Da jeg først fik emnet, var det meget svært, fordi jeg ikke vidste hvad nationalfølelse var. Sikkert fordi jeg ikke hører ordet nationalfølelse så tit, men jeg fik forklaret nationalfølelse flere gange af min gruppe. Jeg tog forskellige steder hen for at blive inspireret, vi har bl.a. fotograferet DK-nummerplader. Man tænker sikkert forskelligt om nationalfølelse, men for mig betyder det at være dansk noget positivt. Det er vigtigt at man kan have venner hvis familie kommer fra andre lande. Miljøet er godt fordi det er nemt komme til at kende andre. Så forstår man sin omverden bedre. København er en tryg by hvor man ikke behøver at være bange for at gå på gaden. Alle har mulighed for at tage en uddannelse så man kan klare sig igennem livet.Lamyaa—Da jeg først så emnet ‘Nationalfølelse‘ tænkte jeg, at det ville blive ret svært. Det blev det også. For nationalfølelse er jo noget specielt for os alle sammen, det kommer meget an på hvem man er. Jeg brugte de første ti minutter på at tænke over, hvad jeg ville tage et billede af. Kan man bare gå ud og tage et billede af en følelse? Jeg kunne i hvert fald ikke. Så jeg tænkte lidt inden jeg gik i gang. Det skulle jo være noget, der mindede mig om Danmark. Eller København. Eller Nørrebro. Eller måske bare en eller andet, der mindede mig om et sted. Noget der ville få nationalfølelsen frem i mig. Skulle det være noget, jeg var stolt af? Eller bare noget jeg godt kunne lide? Nationalfølelse har vel også meget med stolthed at gøre for mange mennesker. Men det behøver det vel ikke.Da jeg havde fået nogenlunde styr på det, gik jeg i gang. Jeg gik ned langs søerne, for det giver mig en nationalfølelse at gå der. Jeg gik sammen med nogen af de andre, og vi gik og snakkede lidt. Vi var alle sammen ret forvirrede og kunne ikke rigtigt finde ud af hvad vi skulle tage et billede af. Der var mange, der tog billeder af svaner. Det giver vel også en nationalfølelse. Men vi gik ned forbi Søpavillonen, og det var der, jeg fandt mit billede.Mit billede forestiller et ‘Ø‘. Det er Ø’et fra skiltet på Sø-pavillionen. S‘Ø‘-pavillionen. Det er jo kun Danmark (og Norge), der har ”Ø” i deres alfabet. Det gav mig en nationalfølelse.Jeg synes, det var et spændende emne.Johanne—Da vi fik emnet nationalfølelse,, gik vi rundt og tænkte, hvad var nationalfølelse? Og hvad det kunne betyde. Men så tænkte vi, at et flag kunne have noget med nationalfølelse at gøre. Vi gik rundt på Strøget og tog billeder af nationalfølelse fx, flag, nummerplader på biler som viser DK og andre forskellige ting. Nationalfølelse kan opfattes på mange forskellige måder. Min gruppe opfattede nationalfølelse som noget specielt for Danmark, som viser at Danmark er et land som har rettigheder og love. Vi brugte meget tid på nationalfølelse, fordi vi gik rundt og tog billeder og vidste ikke, om billedet passede ind til emnet nationalfølelse.Maura —Da min gruppe og jeg fik emnekortet ’Nationalfølelse’, undrede det os, og vi tænkte, det er en følelse, hvordan kan man tage et billede af det? Vi spekulerede. Min gruppe og jeg gik forbi veje, gader og forbi Peblinge Søen. Jeg havde besluttet mig for at tage et billede af Peblinge Søen. Det skulle vise, at det er mit land, et godt land, som jeg er glad for. Jeg er glad for skolesystemet, det sociale system, for hvor privilegeret Danmark er og for Danmarks første kvindelige statsminister. Derfor viser jeg mine følelser med mine arme. Billedet er meget fredfyldt og har en dejlig og rolig stemning. København er en dejlig by, med mange forskellige nationaliteter, som mødes i dagligdagen og har det godt sammen og arbejder sammen. Mihran—Det første vi tænkte på, da vi fik emnet nationalfølelse, var at tage et billede af et flag, men vi fandt ud af det var for tyndt. Vi tog i stedet billede af en rød postkasse, som er meget kendt i Danmark. SF’s logo tog vi også billede af, fordi SF er et af de tre regeringspartier i Danmark. Vi tog billede af bilers nummerplader fordi der stod DK på dem. Vi tog billede af Rundetårn fordi det er en meget kendt bygning i København. Vi tog billede af Børsen. Vi tog billeder af statuer af kendte personer. Vi tog billede af S-tog. Vi var inde i Botanisk Have og tog billeder. Vi tog billeder af mange forskellige træer som f.eks. bøgetræer, som er Danmarks nationaltræ.Vi er stolte over at være en del af Danmark. Det er et meget trygt land at leve i. Det var svært i begyndelsen at tage billeder, men det blev nemt, efter vi kom i gang. Nationalfølelse er, når man har følelser for sit land. Vi er tre drenge som er interesseret for fodbold. Når Danmark spiller som mod vores hjemland som f.eks. Irak og Tyrkiet så holder vi med vores hjemland. Og hvis de taber bliver vi ikke kede af det fordi vi også kan lide Danmark.Haidar, Volkan og Omar—Da vi først fik emnet nationalfølelse, var vi ikke helt sikre på, hvad det gik ud på. Vi var godt klar over, at det havde noget med ens land og en følelse at gøre, men ellers var vi på bar bund. Da vi fik at vide, at det var en følelse, som skulle beskrive den følelse, man har for sit land, gik der mange tanker i gennem hovedet på os. Men da de tanker skulle ned på et billede, blev det straks meget sværere. Vi gik en tur rundt om søerne for at blive inspireret. Vi begyndte at tage nogle billeder af søen og folkene i byen, men det var som om, der manglede noget. Vi gik lidt videre, og pludselig så vi det! En masse duer fløj forbi os i fuld fart, og nogle svaner spiste brød nede i vandet. Det syntes vi, var den nationalfølelse vi ville ud med, for duer er overalt i byen og svanen er Danmarks nationalfugl. Så selvom vores forældre kommer fra forskellige lande, føler vi, at vi har den samme nationalfølelse her i Danmark, nemlig duerne og svanerne nede i søerne!Rihane og Tanja—Da jeg læste emnet nationalfølelse, var det første jeg tænkte på Danmark og mit hjemland, fordi nationalfølelse går ud på at udtrykke sig med det, man føler om det land, man kommer fra. Så jeg tog et billede der minder om Danmark, selvom jeg kunne tage et billede, der mindede om mit hjemland gjorde jeg det ikke, fordi at jeg ikke rigtig har en følelse for mit hjemland, da jeg ikke har været der siden 2003, og det er 8 år siden.Nationalfølelse er en følelse, man har. Da vi havde foto Marathon, fik vi alle sammen et emne og et af dem var nationalfølelse. Da jeg fik det, vidste jeg ikke, hvad det var, fordi jeg ikke havde hørt det før, men jeg fik at vide, hvad det betød, så gik jeg rundt med nogen andre grupper og kiggede mig omkring, så var der et hus som var rødt og hvidt så det mindede om Dannebrog. Da jeg så det, tænkte jeg, det her skal jeg bruge, fordi linjerne er bløde. Jeg har taget billedet fra en skæv vinkel og det giver en speciel effekt.. Billedet er taget et meget flot sted hvor folk kører på cykel eller går en tur. Det er blevet taget ude på Nørrebro ved søerne. Jeg synes at et af de sværeste emner var nationalfølelse, men nu ved jeg hvad det er det betyder.Sarah —Da vi fik emnet nationalfølelse, vidste vi ikke rigtigt, hvad vi skulle tage billeder af. Fordi man kan forstå nationalfølelse på forskellige måder, vi tænkte på at tage et billede af et flag, men vi var i tvivl, om det ville beskrive noget om nationalfølelse.Nationalfølelse var det sværeste emne, fordi vi havde ingen idé om, hvad vi kunne tage et billede af, som ville beskrive det mere præcist, men vi brugte stadig meget tid på at finde noget der passede til nationalfølelse, men vi fandt ikke noget som virkelig beskrev det på en korrekt måde.Majid og OmarNår de hvide ressourcestærke forældre fravælger folkeskolen, bliver skolen et minikosmos, hvor mangfoldighed ikke er en kuriositet, men hverdag. Hvordan kan skolen gøre tosprogede elever til en ressource, og hvordan gør vi mangfoldighed til hverdag uden at udviske forskelle? Andet kapitel i Informations journal om folkeskolen sætter fokus på mangfoldighed.Læs mere på journalen ‘En folkeskole for alle‘ … Read More
Medical marijuana supporters in Illinois fear planned monopoly
Medical marijuana supporters in Illinois are accuse two businessmen of blocking legalization as they maneuver to control the future market for the drug, reported My Fox Chicago. Jim Merlo — one of the two men who created the company Medponics, which claims its technology could “track,…
Amerikaniserede europæiske film fejres i aften ved festival
Opslag til denne artikelEmneord:European Film Awards, film Steder:Malta En af storbyen fremmedgjort mand, som er afhængig af orgasmer, og som derfor – hele tiden, alle steder og kun med tankerne på næste udløsning – dyrker sex og onanerer.En stenrig forretningsmand, der er lam fra halsen og ned, men som opdager en gensidig glæde og respekt hos en netop løsladt ung fyr fra et parisisk fængsel.En kvindelig læge, som i DDR drømmer om Vesten, men er blevet bortvist til en trist landsby og et arbejde på et tilsvarende trist landsbyhospital. En midaldrende mand, der efter en svær skilsmisse er på vej på ret kurs, men som kommer under pædofilimistanke og hurtigt forfølges af en hel provinsby i Danmark.Et ægtepar, der har været sammen i evig tid, men hvis kærlighed, tillid og tosomhed pludselig skal bearbejdes, da den ene bliver dødeligt syg.Og en fængselsdirektør, som, sammen med en teaterinstruktør, opsætter Shakespeares Julius Cæsar med indsatte i et italiensk fængsel.Sådan er hovedpersonernes skæbner i de seks film, der i aften kæmper om hovedprisen ved European Film Awards ved festivalen i Valletta i Malta.»De tager alle udgangspunkt i relevante og realistiske problemstillinger,« siger filmekspert og programchef for CPH: PIX, Thure Munkholm, som har set alle seks film.»Man kan indvende, at deres løsningsforslag er en kende for letkøbte. Den dramatiske struktur fylder for meget til, at man kan tage selve problematikken alvorligt. Det er en slags ’undskyldningsrealisme’, der præger feltet.«Genren er sikkerhedsnetEuropean Film Awards er en årlig pris, der uddeles af European Film Academy, hvis erklærede mål er at promovere europæisk filmkultur.Uddelingen anses som et europæisk modstykke til den amerikanske Oscar-uddeling, og det er 2.700 medlemmer af Filmakademiet spredt ud over Europa, som hver har modtaget en kasse med 60-70 film og i fællesskab voteret om de bedste film. Herhjemme foregår Robert-uddelingen på en nogenlunde tilsvarende måde.Fremgangsmåden etablerer ifølge Thure Munkholm et »elitært massevælde«, hvor det ikke er alle, der vælger, men en udvalgt skare, som er for stor til at kunne tage et konsistent vælg. Han mener, at dette kan forklare, at de film, som har fået mest omtale, bliver valgt. Amour, som vandt i Cannes, og Jagten, som alle snakkede om i Cannes, er derfor naturlige kandidater. Men de nominerede film er ikke nyskabende filmkunst, de går ikke forrest, og de bryder ikke grænser ned. Det er med andre ord ikke Cannes.»Det er et forsøg på at sige: I Europa kan vi også lave noget, der er godt. Noget, der er lige så godt, som de store amerikanske mainstreamfilm,« siger Thure Munkholm.»Genren er sikkerhedsnettet, og samtlige film i feltet er ekstremt genrebevidste. De tager publikum i hånden. Der vises pædofili (Jagten), samvittighedsdrab (Amour), det gamle DDR (Barbara), sexafhængighed (Shame), ondskaben i os alle (Cæsar skal dø) og social ulighed (De urørlige), men selv om det er barske sager, sørger den dramatiske struktur for, at tilskueren er med hele vejen. Publikum bliver med andre ord ikke overladt til sig selv, og det er et meget sikkert stiltræk gennem dem alle,« siger han.Han forklarer, at alle filmene er ekstremt rørende og vedkommende på en måde, så de kunne have været en del af Biograf Danmarks program.Et realistisk udgangspunkt»De burde jo appellere bredt, men det klassiske paradoks er, at ikkeamerikanske film ikke har noget stort publikum. Potentielt kunne alle disse film have et kæmpestort publikum, og det er noget af det, som denne festival forsøger at gøre noget ved,« forklarer Thure Munkholm.– Kan man kalde de udvalgte film mainstream?»Man må jo ikke rigtig sige, at film, der ikke er amerikanske, er mainstream, men altså De urørlige er mainstream. At disse film er forholdsvis smalle i Danmark, har intet med filmene at gøre, det skyldes udelukkende sprogområdet.«Men hvis man ser filmene og tror, at det realisme, så har man et problem, siger Thure Munkholm. Filmene har et realistisk udgangspunkt, siger han, men det virkelige udgangspunkt er deres ønske om at fortælle en vedkommende historie, som har almenmenneskelige problematikker, der berøres indirekte. Men ifølge Thure Munkholm er forpligtelsen på samfundet og virkeligheden ikke helt så synlig, som man kunne ønske.»Det er især tydeligt med en film som Jagten, som er en genrefilm i højere grad end noget andet. Den er velfungerende og fortjener et stort publikum, men mere end en genrefilm er den ikke. Faren ved at udvælge de her film er, at vi stiller op til en unødvendig konkurrence med den amerikanske fortælletradition. Vores emner er anderledes, måske, men den fortællemæssige struktur er den samme.«En amerikansk genre– Hvis filmene havde været engelsksprogede – men med samme fortællinger og temaer – kunne det her så have været Oscar-feltet?»En del af dem kunne helt sikkert. Jagten og De urørlige, som netop er så genresikre, ville være oplagte. Men hvis du ser på temaerne: En film, som kigger ind bag DDR eller et hvilket som helst lukket politisk regime, en veloplagt komedie om social ulighed, en film om pædofili og små landsbysamfund er meget klassiske,« siger han og betoner, at ’lynchfilm’ – som Jagten med god ret kan kaldes – faktisk er en amerikansk genre.»Shame ville jeg i højere grad være i tvivl om, fordi dens emnevalg gør, at den som udgangspunkt vil blive betragtet som en indie-film eller en kunstfilm.«Man skal dog aldrig sige aldrig. Og som Thure Munkholm bemærker, ville man nok have sagt det samme om Brokeback Mountain. Men som alligevel slog igennem i USA og blev belønnet med Oscar-statuetter. Fordi den rent genremæssigt ligner et ganske almindeligt kærlighedsdrama.»Det er den dramaturgiske form, som ofte skaber gennemslagskræften. Emnevalget er en undskyldning for, at vi tager filmen alvorligt i udgangspunktet, men dramaturgien får os igennem.«’Amour’ (fransk) Instruktør: Michael Haneke’Barbara’ (tysk) Instruktør: Christian Petzold’Cæsar skal dø’ (italiensk) Instruktør: Paolo Taviani og Vittorio Taviani ’Jagten’ (dansk) Instruktør: Thomas Vinterberg’Shame’ (britisk) Instruktør: Steve McQueen’De urørlige’ (fransk)Instruktør: Oliver Nakache og Eric Toledano … Read More
Mario Monti – en permanent overgangsregering
Italiens tilstand er et mysterium. Også for Paul Krugman, nobelprismodtager i økonomi, der på sin blog skriver, at han er optaget af »en stor gåde, som ikke får meget opmærksomhed«: »Hvad sker der med Italien?« spørger Krugman og undrer sig over et konstant fald i den italienske produktivitet siden 1990’erne:»Jeg har ikke noget svar, jeg ved det ærlig talt ikke. Men det er vigtigt.« Euroen har ingen politisk fremtid, hvis Tysklands økonomi bliver for stærk i forhold til Frankrig, Italien og Spaniens, mener Krugman.Øget ulighedSilvio Berlusconi fremstod for et år siden som et symbol på ineffektivitet og politisk ustabilitet, mens hans afløser, den tidligere EU-kommissær Mario Monti, bliver opfattet som en garant for seriøsitet: »Jeg er overbevist om, at den italienske regering under Montis ledelse yder et væsentligt bidrag,« siger Angela Merkel.Monti-regeringen har formået at nedbringe statens budgetunderskud og renteudgifterne på statsgælden. Men det er ikke lykkedes at skabe vækst. Således satte Italiens statsgæld, der kun overgås af USA og Japans, for en måned siden rekord og passerede 126 pct. af landets bruttonationalprodukt.Arbejdsløsheden er ifølge Eurostat nu på 11,7 pct., men det reelle tal vurderes dog at ligge væsentligt højere, da mange, især kvinder, har opgivet at finde et job. Ungdomsarbejdsløsheden har passeret 36 pct., det højeste niveau i 20 år. Alligevel betragtes regeringen som en succes, navnligt i udlandet: »Fordi Monti taler godt engelsk og har et stort netværk, er der blevet skabt international tillid til hans reformprogram,« siger en kilde i Italiens udenrigsministerium til Information.Tiltagene mod skattesvig og korruption er blevet rost i udenlandske medier, mens italienske iagttagere betragter indsatsen som halvhjertet. Uligheden i det italienske samfund, som var konstant stigende under Berlusconi, er ikke blevet mindre. Det er samtidig lykkedes at så splid mellem landets fagforbund: »Monti har krævet, at de mindst velhavende skulle betale mere end andre, både hvad angår penge og rettigheder,« mener den politiske kommentator Rossana Rossanda.Svækket troværdighedMonti skulle være en midlertidig overgangsløsning. Men stærke kræfter arbejder på at skabe en politisk platform, så han kan fortsætte efter valget, som skal afholdes senest i april 2013: »Monti kan udføre opgaven med at genopbygge Italien og Europa bedre end nogen anden,« hævder Luca Cordero di Montezemolo, tidligere formand for Italiens industriforening, som for nylig stiftede partiet Italia Futura.Monti benægter, at han stræber efter at fortsætte som regeringsleder, men udsender samtidig politiske signaler. Den fremtidige finansiering af Italiens offentlige sundhedsvæsen er truet, udtalte han i denne uge og lod således forstå, at yderligere besparelser ikke kan undgås. Margaret Thatcher blev i sin tid beskyldt for at lide af det såkaldte Tina-kompleks (There Is No Alternative, red.), fordi hun mente, at der ikke er noget alternativ til økonomisk liberalisme. Monti mener det samme og hævder tilmed, at hans position er politisk neutral. Fordi Italiens politiske partiers troværdighed er så svækket, er det mest sandsynligt, at Monti efter valget bliver bedt om at danne en samlingsregering, siger økonomen Nouriel Roubini til The Wall Street Journal: »Der er intet alternativ til montismo.« … Read More
Egyptens forfatning: Fra demokrati til præstestyre
Opslag til denne artikelEmneord:borgerkrige, demokrati i Mellemøsten, islamisme Personer:Hosni Mubarak, Mohamed Morsi Organisationer:Det Muslimske Broderskab Steder:Egypten Matematisk set står højst hver fjerde egyptiske vælger bag en forfatning, hvis islamiske præg efterlader sekulære, liberale, ateister og kristne på sidelinjen – hvis man tager præsidentvalget som rettesnor, hvor islamisten Mohamed Mursi fik 51 pct. af stemmerne – men kun i halvdelen af vælgerkorpset.Det har kastet Egypten ud i en forfatningskrise, der igen i aftes samlede titusinder på Tahrirpladsen i Kairo i protest mod Mursi – og bag ham Det Muslimske Broderskab – efter at 85 af oprindeligt 100 medlemmer i forfatningskommissionen på et 19 timer langt møde stemte for 234 paragraffer i et udkast til en grundlov, der sendes til folkeafstemning om to uger. Mange sekulære og alle kristne kommissionsmedlemmer har boykottet at stemme om »ikke Egyptens, men Det Muslimske Broderskabs forfatning.«Da præsident Mursi i sidste uge tiltog sig absolut magt med en serie dekreter, forlængede han fristen for forfatningen med to måneder i håb om et kompromis med oppositionen. Men da oppositionen gik på gaden, speedede han forfatningsproceduren op, så den kan vedtages i en ruf.Teologer får magtForfatningsudkastets paragraf to – at lovgivningen følger sharias principper, altså islamisk lov – adskiller sig ikke fra 1971-forfatningen, men fortolkningen vil ifølge eksperter være forskellig fra den praksis, Hosni Mubarak, fulgte. En ny paragraf, der især har bekymret de ikkereligiøse, stipulerer at lærde ved Al Azhar-universitetet, sunniislams mest ansete religiøse institution, skal ’rådføres’ om lovgivning, der kan relateres til sharia – det kan i det store og hele være al lovgivning, hvis man vælger det. Det vil, siger kritikerne, gøre Al Azhar til tilsynsmyndighed med ret til at annullere parlamentets love.Det går ikke upåagtet hen efter en folkelig koalition anført af sekulære væltede Mubaraks regime på 18 dage.Andre stridspunkter er udkastets blasfemiparagraf, der kan begrænse ytringsfriheden og at kun islam, kristendom og jødedom anerkendes som legitime trosretninger. En paragraf, der henviste ligeret for kvinder til shariafortolkning, er sløjfet, men kun erstattet af paragraffer, der fremhæver ’familieværdier’, hvilket tolkes som kønsdiskriminerende.Borgerkrig en risikoDen libanesiske politilog, Imad Salamey, der forsker i arabiske demokratiske bevægelser og leder tænketanken ’Center for Arab Research and Development’ i Beirut, lagde ikke fingre imellem, da han blev spurgt om den egyptiske forfatningskommissions version af en demokratisk forfatning:»Du mener vel såkaldt demokratisk forfatning«, svarede han, og fortsatte: »Som det ser ud nu er broderskabet i færd med at erstatte demokrati med teokrati, altså præstestyre. Situationen kan ende i borgerkrig og præsident Mursi må nu overveje sin position: Besinder han sig ikke og når et kompromis med de sekulære og liberale i oppositionen, vil Egypten blive delt, hvilket vil få konsekvenser i hele den arabiske verden.«– På hvilken måde?»Modsætningerne mellem religiøse og sekulære vil ekspandere i hele regionen, og det vil skabe en helt ny situation, hvor den folkelige modstand mod diktatorerne afløses af en deling mellem islamister og liberale. De muslimske brødres flertal efter valgsejre har givet en tro på, at deres politiske dominans kan gøre Egypten til et teokratisk stat, og det vil ikke kun splitte landet, men også efterlade militæret i en vanskelig situation.«– Men militæret beholder deres privilegier i den kommende forfatning?»Ja, sådan ser det ud, men den splittelse, islamisterne skaber i samfundet, vil eskalere ind i hæren, og det vil ikke være enkelt. Man skal huske, at hæren har kontakt til alle grupper i det egyptiske samfund, islamiske, sekulære og til det tidligere Mubarak-regime, men er også afhængig af amerikansk bistand, både finansielt og teknologisk, og hvad vil der ske med det samarbejde, hvis den ensidigt støtter en overgang fra demokrati til præstestyre? Det er bestemt ikke enkelt.«Knap så islamistiskJakob Wichmann, valgforsker tilknyttet det dansk-egyptiske dialog-institut i Kairo, gør opmærksom på, at Egypten ikke er så islamistisk, som det ser ud til ved første øjekast.»Der er forskel på, hvordan vælgerne stemmer og hvilken stat, de grundlæggende ønsker. Vores forskning viser, at blandt de 65-70 pct., der stemte islamisk ved parlamentsvalget, er flertallet – 40-45 pct. – imod at religionen får en hovedrolle i staten. Kun 25 pct. mener religion skal have en rolle«, siger han.»Islamisterne har vundet valg efter valg, men det er yderpunkterne, der definerer begge sider. Der er en meget bred midte, som er vigtig at fremhæve, og som ikke ønsker en rigid islamisk stat. Egypten er blevet mere islamistisk under 30 års Mubarak-styre uden nogen rigtigt var klar over det, men som en følge af, at Mubaraks stat ikke leverede den sociale tryghed, folk efterspurgte – en tendens tydelig i landdistrikterne, hvor islamiske bevægelser har udfyldt statens opgaver på områder som sundhed, undervisning og sociale behov. Men mest afgørende for islamisternes succes var organisering og finansiering af effektive kampagner. Fra august til november 2011 kom en kraftig vækst i tilslutningen til de islamiske partier.« Jakob Wichmann peger desuden på, at de sekulære partiers skrækkampagne mod den islamistiske trussel gav bagslag.»De sekulære fremhævede faren ved politisk islam i stedet for at tale om folks jordnære problemer, og polariseringen medførte at moderate egyptere stemte islamisk af frygt for ikke at være gode muslimer.«Ved parlamentsvalget fik de islamiske partier 65 procent af de afgivne stemmer med en stemmeprocent på omkring 60. Ved præsidentvalget i juni 2012 fik Mohamed Mursi 51 procent af stemmerne mod 49 procent til Ahmed Shafiq, en tidligere premierminister i Mubaraks regering. Stemmeprocenten var 51.Kommer til at hvile på islamisk lov, sharia. Det gjorde den gamle forfatning også, men kritikere frygter, at fortolkningen fremover vil være anderledes, når islamisterne dominerer det politiske liv.Er en hjørnesten i det egyptiske demokrati, fordi den definerer magtfordelingen mellem præsidenten og parlamentet.Fastlægger hvilken rolle retsvæsnet og militæret skal have.Skal sendes til folkeafstemning, når den er godkendt i forfatningsudvalget og dernæst af præsident Mursi/kilde: ritzau … Read More
